Spm.: 2-o-1 systemet, hvor fx 2♦ i sekvensen 1♠ - 2♦ er krav til udgang, er ikke med i din konventionsoversigt, men mange spiller med denne konvention. Jeg har en bog om emnet på engelsk, men kunne godt tænke mig at få konventionen med i oversigten på dansk.
Svar: 2/1 (som det også skrives) er jo ikke en konvention, men et (amerikansk) system på linje med Acol, 5 Card Major, Bridgevejen, Centersystemet og nu Lars Blaksets Moderne Bridge. Det ligger derfor noget uden for formålet med min bridgeside, som omfatter konventioner jeg selv spiller eller har spillet; samt lovstof. Jacob Røn har skrevet to artikler i Dansk Bridge, januar og februar 2012; Ældre numre af Dansk Bridge kan findes på DBf's hjemmeside under Medlemsinfo (man skal bruge sit medlemsnummer for at logge ind).
”Meld Bedre” af Lars Blakset og Lars Lund Madsen, Centerforlaget 2006, har en udmærket og kort gennemgang af det væsentligste ved 2-o-1-systemet s. 443 ff.