Spm.: Min makker er ikke til at vriste løs fra ovenstående tese. Hvordan får jeg ham til at benytte de almindelige udspilsregler? Jeg har prøvet med Morten Andersens artikel fra Dansk Bridge, men den har ikke overbevist ham.

Svar: Hvis ikke Morten kan overbevise din makker, tvivler jeg på at jeg kan. Da Mortens artikel ikke er helt ligetil at finde frem har jeg lagt et link her. Eksemplet med ♦D ud burde omvende enhver skeptiker.

Men jeg skal prøve: Jeg kan se to gode argumenter for ikke at følge den - i øvrigt oldgamle - tese om at "vise makker det bedste du har".

1) man kan bruge de sædvanlige udspilsregler uanset om makker har vist en farve i meldeforløbet eller ej. Det må da være en lille fordel at kunne bruge samme måde at spille ud på overalt.

2) - og nok så væsentligt - man viser med udspil af fx ♦D andet og mere, end blot at man har ♦D, nemlig at man har en sekvens. Mod en sanskontrakt vil man enten have ♦DBT (en ægte sekvens) eller ♦EDB eller DB9 (en brudt eller hullet sekvens). Når din makker ser ♦D må han næsten kunne tænke sig til, at Spilfører har meldt sans på ETxx eller Txxxx. Spiller du Damen ud uden at det betyder andet end at du har den, er han selvsagt ringere stillet. Mod en farvekontrakt hvor sekvensudspil blot forudsætter to kort i sekvensen, må det mindst vise ♦DB. I eksemplet her er der en lille hage, for du kunne jo have en doubleton med Dx, og så spiller du jo også Damen ud for ikke at blokere farven. Men i så fald kan makker nok se enten på egne eller bordets kort, at du ikke har B eller T eller E i farven. Så også her ligger der mere information i udspillet end bare, at du har Damen.

Så forskellen på din makkers og din foretrukne måde at gribe udspil i makkers viste farve an på, er mængden af information i udspillet.