Den nye persondataforordning har nødvendiggjort en ændring af Slægtstavlen. Det er ikke længere muligt at vedligeholde slægtstavlen med nulevende personer og personlige oplysninger og billeder. Det ville forudsætte at jeg indhentede tilladelse fra alle de nævnte, og det har jeg ikke mulighed for, blandt andet fordi jeg langtfra har de pågældendes mailadresser.
Jeg har derfor fjernet Slægtstavle II og ladet Slægtstavlen slutte med min far og hans brødre. Slægtstavlen er dermed blevet et rent historisk dokument, som ikke strider mod datasikkerhedsbestemmelserne.
Ann Vibeke Knudsen, fotohistoriker, har fundet frem til dette billede på familiesiden (Kromann - Familiealbum) og har identificeret denne mand. Det er praktiserende læge i Marstal Christian Claudius Kromann. Der er en forbindelse mellem ham og oldefar, Rasmus Jørgensen Kromann. De er meget langt ude i slægt med hinanden - Chr. Claudius Kromann og Rasmus' søn, min farfar, læge Peter Kromann, har fælles tipoldefar.
Marstal var en lille by, og Chr. Claudius Kromann boede i Kirkestræde, lige i nærheden af Kongegade, hvor min oldefar havde sin forretning, en af byens meget driftige virksomheder. De to kendte også hinanden fra Marstal kommunalbestyrelse, hvor Chr. Claudius og Rasmus Kromann i midten af 1890'erne havde sæde på samme tid.
Den mest plausible årsag til at der er et billede i oldefader Rasmus Kromanns familiealbum af denne meget fjerne grandfætter er nok, at Rasmus jo sendte sin søn Peter til Sorø Akademi, hvorfra han fik studentereksamen, og siden til København hvor han blev læge i 1896. Den karriere ligner i høj grad Christian Claudius Kromanns der, så vidt jeg ved, ligeledes som den første fra en gammel Marstalfamilie blev sendt udenøs og fik en akademisk uddannelse. Så grand-grand-grandfætrene Chr. Claudius og Rasmus havde meget at tale sammen om, og er måske også kommet i hinandens hjem.