"I took the opportunity to check out your efforts at your website. Congratulations ...very nicely done and very professional."
En hilsen fra Raymond, en af de to Bridgeguys, som står bag vel nok verdens største bridgesite, BridgeGuys.com
Jens Kromann

Velkommen til min bridgeside

Stayman

Skrevet af Jens U Kromann
31 Mar 2016
Stayman

Jeg har delt opslaget om Stayman og Garbage Stayman op i to i erkendelse af at mange spiller Stayman uden at spille Garbage Stayman (som ellers kan være ganske nyttig).

Billedet viser amerikaneren Sam(uel) Stayman (1909-1993) som har lagt navn til konventionen. Så vidt vides er det dog ikke ham, der var den egentlige konstruktør, men det var ham der publicerede ideen (i Bridge World i 1945). Konstruktør var snarere Staymans makker George Rapée.

Udspilsstraf

Skrevet af Jens U Kromann
22 Mar 2016
Udspilsstraf

Det er ofte lidt vanskeligt at overskue hvad man skal gøre som spilfører, når modspillerne bliver ramt af udspilsstraf. Det kan fx ske ved at de spiller ud fra den forkerte hånd, eller ved at en af dem kommer til at vise at han har et bestemt honnørkort. Så får den fejlende modspiller et stort strafkort, og hvis det er hans makker der skal spille ud, kan spilfører enten forlange eller forbyde udspil i den viste farve. Det hedder udspilsstraf, og det er altså kompensation til spilfører for den fejl der er begået.

Jeg har skrevet en lille artikel om udspilsstraf, som væsentligst består af to eksempler, som forhåbentlig kan gøre det lidt mere klart, hvad man som spilfører skal tænke over, når turneringslederen remser alle mulighederne op.

Ekren

Skrevet af Jens U Kromann
11 Mar 2016
Ekren

Jeg har revideret de to opslag om Ekren: Ekrens 2 og Ekrens 2. Der er tilføjet lidt om hvad man gør, når fjenden dobler eller melder ind. Desuden har jeg fjernet hvad der stod om hænder med 4-4 i major. Det er efter min mening klart bedst at indskrænke den konventionelle melding til at vise mindst 5-4 i de to majorfarver, ikke 4-4.

Billedet viser ophavsmanden, Bjørn Olav Ekren.

System når fjenden spærreåbner

Skrevet af Jens U Kromann
02 Mar 2016
System når fjenden spærreåbner

I et nyt opslag, System når fjenden spærreåbner, har jeg samlet nogle principper for indmeldinger og doblinger og svar herpå, når fjenden har spærreåbnet. Det er i vidt omfang sund fornuft snarere end konventionsstof, dog med en markant undtagelse: Hvis man vil have lidt præcision i svarmeldingerne når makker har doblet en spærreåbning på totrinnet, kommer man ikke uden om Lebensohl. Det er jo ikke ligegyldigt om Fortsætter (Doblers makker) har 3 eller 13 hp, når han er tvunget af doblingen til at melde.

Nye abonnenter: Der er et problem med Gmail

Skrevet af Jens U Kromann
19 Feb 2016
Nye abonnenter: Der er et problem med Gmail

Jeg glæder mig over et stærkt stigende antal abonnenter på denne bridgeside. Jeg får i øjeblikket 2-4 nye abonnenter om dagen.

Men samtidig kan jeg se at et antal nye abonnenter ikke fuldfører abonnementsproceduren. Det er kun Gmail-brugere, og det skyldes et særligt problem med Gmail, som man også kan finde beskrivelser af på nettet: Mails der ryger direkte i spamfilteret. Det er Gmail-indstillingerne for følsomhed over for hvad der skal opfattes som spam, der er problemet, og altså ikke noget jeg herfra kan gøre noget ved.

Nye abonnenter får en retur-mail fra systemet, hvori man bedes bekræfte sin mailadresse. Det er en sikkerhedsprocedure, som forhindrer, at andre kan tegne abonnement i ens navn. Men hvis denne retur-mail ryger i spamfilteret standser proceduren naturligvis. 

Derfor til nye abonnenter: Hvis bekræftelsesmailen udebliver, så kig i spamfilteret/uønsket post. Alternativt kan du sende mig en besked - via fanen Kontakt i menuen - om at bekræftelsen er udeblevet, så kan jeg klare problemet.

Spærremeldinger

Skrevet af Jens U Kromann
01 Feb 2016
Spærremeldinger

Opslaget om énfarvede spærreåbninger er blevet revideret og kraftigt udvidet. Jeg har blandt andet gjort noget mere ud af Svarers muligheder (Ogust på totrinnet, og støtte/pas/udgangsmeldinger efter spærremeldinger på tretrinnet.

Samtidig har jeg givet opslagene om svage springsvar (WJS) og svage springindmeldinger (WJO) en overhaling, så de tre ting nu hænger bedre sammen.

De tre her nævnte konventioner er alle *-markerede og altså konventioner jeg vil anbefale til de lidt viderekomne. Men begynd med de énfarvede spærreåbninger, som de fleste vel allerede spiller, men måske uden at have klare forestillinger om hvordan man kommer videre.