Her er nogle hænder med lige omkring åbningsstyrke.
Du skal afgøre om du vil åbne på 1-trinnet, på 2-trinnet, eller passe:
Eks. 1
♠EKT653
♥7
♦83
♣KT62
Eks. 2
♠ED76
♥D75
♦D43
♣D65
Eks. 3
♠965
♥EKD832
♦B43
♣6
Mine forslag kommer lidt længere nede.
Jeg blev inspireret til at lave de tre eksempler ved at læse en artikel om emnet af Larry Cohen. Artiklen er publiceret i et nyt engelsksproget, web-baseret bridgeblad - som endda er ganske gratis. Det er startet i januar og artiklen findes på side 41 i februarnummeret. Her er et link til A New Bridge Magazine's hjemmeside. Man kan abonnere på bladet ved at klikke på knappen Register, så får man en mail når der kommer et nyt nummer.
Emnet er selvfølgelig 20-reglen: I det første eksempel er der 10hp, og i de to længste farver, her spar og klør, er der 6, hhv 4; Det lægger vi sammen til 20, og så siger 20-reglen at vi skal åbne 1♠. I eksempel 2 er der 12 hp, 4 spar og 3 hjerter (eller ruder) og en jammerlig fordeling, ialt 19 og du kan ikke kritiseres for at passe. Det er ikke umuligt at den hånd er bedst i modspil. I eksempel 3 er der ligesom i det første eksempel 10 hp, men kun 9 kort i de to længste farver; det bliver ialt 19 og dermed lever hånden ikke op til 20-reglen; den er derimod perfekt til 2♥.
Der er flere eksempler i mit opslag at åbne eller ikke åbne. Dér er også lidt om 15-reglen som man kan bruge i 4. hånd efter tre gange pas.
God påske!
Jeg har længe haft splintermeldinger stående på konventionslisten, men har nu revideret opslaget med lidt flere eksempler og forhåbentlig også gjort det klarere.
Splinter er et særdeles godt redskab til at finde slemmer på hænder der egentlig blot har point til udgang, men hvor en korthed i en sidefarve øger potentialet væsentligt.
Logikken i det er egentlig indlysende nok: Hvis du og makker i en sparkontrakt har en klørfarve der ser sådan ud: ♣764 over for ♣8, så kan modstanderne kun få stik på deres ♣E, medens deres ♣KDB ikke kan give stik. Der er altså 6hp der så at sige er trukket ud af spillet, og derfor behøves der ikke 33 hp til en slem, men blot (33-6=) 27 hp. Hvis der er en renonce over for ♣764 er det hele 10 hp af modstandernes honnører, der er blevet værdiløse.
Jeg har valgt samtidig at "ophøje" Splinter til stjernemarkeret, altså en af de konventioner, som jeg vil anbefale lidt viderekomne spillere at overveje at tage på paletten. Den forekommer ikke så ofte, men splintermeldingerne er så pas iøjnefaldende, at makker nok skal vågne op!
Jeg fik et spørgsmål om usædvanlig sans. Det drejede sig om indmeldingen 2ut efter at modstanderne havde åbnet 1♦ og Svarer havde støttet til 2♦. Normalt ville det jo vise de to laveste umeldte farver, klør og hjerter. Men Indmelder havde faktisk de to højeste, altså hjerter og spar. Der er to spørgsmål i det: Må 2ut vise andet end de to laveste umeldte farver, og hvordan kender man forskel på denne 2ut og en "almindelig" 2ut, altså ca 16 hp og hold i ruder?
Det sidste først: Det er et definitionsspørgsmål. I sådanne meldeforløb hvor modstanderne har meldt og støttet hinanden til 2-trinnet definerer vi simpelthen 2ut som usædvanlig. Se spørgsmålet og mit svar her.
Så til bridgelovene om dette spørgsmål: Modstanderne har krav på at kende mindst den ene farve, når en kunstig melding viser 2 farver. 2ut må altså ikke bare vise to ubekendte farver, men de to farver behøver dog ikke at være de to laveste. Man skal bare have en håndfast aftale om det og oplyse modstanderne om den, hvis de spørger. De mulige aftaler fremgår af mit svar på et spørgsmål herom, som kan ses her.
Jeg har også indsat et par eksempler i opslaget om usædvanlig sans.